top of page

HANDELSBETINGELSER

Disse betingelser gælder for Patientenicentrum.dk, herunder services forbundet enkeltkøb og abonnementer. Ved benyttelse af Patientenicentrum.dk´s services, accepterer du disse vilkår samt vores cookie- og privatlivspolitik og indvilliger i at være bundet af dem.

 

Produktinformation

Kunden får efter betaling adgang til en konsultation med en læge eller sygeplejerske. Konsultationen foregår via video. Der kan købes adgang til en konsultation hos en sundhedsfaggruppe som et engangskøb. Derudover er der mulighed for at købe et abonnement som giver fuld adgang til alle sundhedsfaggrupper og et frit antal konsultationer i abonnementsperioden.

 

Enkeltkøb

Ved køb af en enkelt konsultation, betales der forud, og kunden får efter betaling adgang til en online konsultation med en læge. Beløbet for konsultationen betales straks i forbindelse med køb af en konsultation. Konsultationen foregår via video. En konsultation indebærer ét svar på én henvendelse.

 

Køb af abonnement

Patientenicentrum stiller forskellige abonnementstjenester til rådighed, som giver adgang til bl.a. online konsultationer med vores speciallæge i almen medicin samt til vores online vægttabsforløb med vores sygeplejerske.

 

Abonnement betales forud for den periode som er inkluderet i abonnementsperioden. Opsigelse og automatisk fornyelse.

 

Du kan til enhver tid og uden begrundelse opsige abonnementet. Du vil fortsat have adgang til sundhedsfaglige konsultationer frem til ophør af den gældende abonnementsperiode, men vil ikke modtage refusion for den aktuelle faktureringsperiode.

 

Afbud og udeblivelse – videokonsultationer

Vi ved godt at dine planer kan blive ændret og du derfor er nødt til at melde afbud. Kan du ikke “komme” til den aftalte tid, skal du melde afbud, så andre kan komme til, og så vi ikke venter forgæves på dig.

 

Det skal ske senest 12 timer før aftalt tid, ellers vil du blive opkrævet betaling for konsultationen.

 

Du melder afbud ved at skrive til info@patientenicentrum.dk.

 

Fortrydelsesret

Kunden har efter betaling 14 dages fortrydelsesret. Fortrydelsesretten frafalder efter kunden har foretaget sin første konsultation da tilbagelevering ikke er muligt. Kunden anses ved accept af handelsbetingelserne, herunder ved foretagelse af betaling ved brug af betalingskort, for at have givet sit udtrykkelige samtykke til frasigelse af fortrydelsesretten efter første konsultation er udført.

​

Priser og betaling

Alle priser er i danske kroner (DKK) og fritaget for moms. Vi accepterer følgende : Dankort, Visa/Dankort, Visa, MasterCard.

 

Ændring af priser og handelsbeting betalingsmetoder

Patientenicentrum.dk kan fra tid til anden ændre abonnementer og priser. Dog vil prisændringer eller abonnementsændringer tidligst gælde 30 dage efter, kunden har fået besked.

 

Patientenicentrum.dk kan desuden foretage tilføjelser eller ændringer til disse vilkår. Kunden er bundet af de forhold, der gælder på det tidspunkt, kunden tegnede abonnementet, medmindre Patientenicentrum.dk underretter kunden om ændringer i vilkår. Ændringerne gælder dog tidligst efter 30 dage fra det tidspunkt hvor kunden er blevet informeret om ændringerne

 

Forbehold

Patientenicentrum.dk tager forbehold for tryk- og prisfejl.

 

Patientenicentrum.dk er ikke ansvarlig for nedbrud af eller svigtende adgang til hjemmesiden, nedbrud i strømforsyning eller internetforbindelse, hærværk på systemet (både fysisk såvel som computervirus og hacking), misbrug af personoplysninger eller andre forhold og omstændigheder, som er uden for deres kontrol.

 

Lægernes forpligtelser

Tilknyttede læger skal kunne dokumentere at de besidder dansk lægeautorisation.

 

Tilknyttede læger må ikke have tidligere eller igangværende klagesager som anses for at være i konflikt med arbejdsbeskrivelsen hos Patientenicentrum.dk.

 

Tilknyttede læger er i forbindelse med arbejdet hos Patientenicentrum.dk, forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder også ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v.

 

Tilknyttede læger er forpligtet til at afgive de indberetninger og anmeldelser, som af hensyn til den offentlige sundhed afkræves vedkommende af sundhedsmyndighederne, og til at opfylde den oplysnings- og indberetningspligt, der i øvrigt påhviler vedkommende efter lovgivningen.

 

Alt tilknyttet sundhedspersonale skal overholde lovreglerne om autoriserede sundhedspersoners journalføringspligt i autorisationsloven kapitel 6, §§ 21 – 25.

 

Det sundhedsfaglige personale har journalføringspligt, jf. bekendtgørelse nr. 3 af 2. januar 2013 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse m.v.). Herunder pligt til at føre patientjournal påhviler enhver autoriseret sundhedsperson, der som led i sin virksomhed foretager behandling af en patient, jf. § 1. i Bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler. Det sundhedsfaglige personale skal sikre at patientjournalerne indeholder de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker patientbehandling. Oplysningerne skal journalføres så snart som muligt efter patientkontakten. Det skal fremgå, hvem der har indført oplysningerne i patientjournalen, og tidspunktet herfor.

 

Det er lægernes samt andet sundhedsfagligt personales pligt at føre korrekt journalføring for de konsultationer der udføres.

 

Konsultationer skal overholde de gældende regler for lægefaglig virksomhed. For lægers pligter ved behandling af patienter henvises til autorisationsloven. I forbindelse med lægers brug af telemedicinske ydelser gør der sig ikke særlige ansvarsforhold gældende. Der er således ikke tale om en selvstændig regulering vedrørende disse ydelser. Det fremgår blandt andet af autorisationsloven § 17, at læger ved udøvelse af deres virksomhed er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at ved behandling i form af en telefonkonsultation mv. skal den enkelte læge foretage en selvstændig vurdering af, om de oplysninger om patienten, som den pågældende har modtaget, er relevante og tilstrækkelige.

 

Hvis den behandlende læge på det foreliggende grundlag ikke mener sig i stand til at varetage vurderingen/behandlingen forsvarligt uden en nærmere objektiv undersøgelse, eller lægen får mistanke om fejl eller andre usikkerhedsmomenter, skal den pågældende gøre opmærksom på dette over for patienten og vejlede denne i relevant omfang. Hvis lægen vurderer, at der eksempelvis er behov for nærmere objektive undersøgelser, skal lægen vejlede patienten herom og eksempelvis henvise patienten til anden relevant læge.

 

Da der er tale om video- eller mailkonsultation, kan der ikke ordineres afhængighedsskabende medicin, jf. Sundhedsstyrelsens vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler.

 

Reglerne for journalføring overholdes, idet der udøves lægelig behandling. Der skal henvises til autorisationsloven og journalføringsbekendtgørelsen.

 

Hvis det findes hensigtsmæssigt, vil der kunne videregives informationer fra konsultationerne til patientens egen praktiserende læge, således at patientbehandlingen fortsat er forankret hos denne. Spørgsmålet om at sende epikriser til patientens egen læge er omfattet af autorisationslovens bestemmelser om, at læger er forpligtet til at udøve omhu og samvittighedsfuldhed. Det vil sige, at den ansvarlige læge for hver patientbehandling skal tage stilling til, om der skal sendes en epikrise til patientens egen læge.

 

Generelt gælder, at såfremt en læge på det foreliggende grundlag ikke mener sig i stand til at varetage vurderingen/behandlingen forsvarligt eller får mistanke om fejl eller andre usikkerhedsmomenter, skal den pågældende gøre opmærksom på dette.

 

Patientsamtykke og -ansvar

Ved køb af konsultationsydelser giver patienten sit samtykke til at Patientenicentrum.dk må indsamle og behandle dennes personlige data i forbindelse med undersøgelse og behandling.

 

Det er patientens ansvar at opgive korrekte og relevante informationer til lægen. I særlige tilfælde kan lægen se sig nødsaget til at indhente oplysninger om patienten via dennes journal og FMK (Fælles medicinkort). Bemærk at privatpraktiserende speciallæger indtil videre vil blive udsat for skærpet efterkontrol ved opslag i e-journal, og der vil blive udsendt brev til patienten, da der endnu ikke kan laves automatisk kobling mellem speciallægen og patienten. Se mere herom på Sundhed.dk.

 

Patientrettigheder

Patientenicentrum.dk er omfattet af lovkravet om patientforsikring og har derfor tegnet en patientforsikring hos TRYG. For gældende patientrettigheder henvises til Sundhed.dk.

 

Det retlige grundlag for lægefaglig virksomhed ved brug af telemedicinske ydelser er særligt lægeloven, lov om patienters retsstilling (sundhedsloven pr. 1. januar 2007), patientforsikringsloven (lov om klage- og erstatningsadgang pr. 1. januar 2007) og de til disse love knyttede administrative forskrifter. Brug af telemedicinske ydelser er endvidere omfattet af lov om behandling af personoplysninger – persondataloven – og i tilknytning hertil særlig bekendtgørelse og vejledning om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning.

 

Ansvarsfraskrivelse

Patientenicentrum.dk kan alene gøres erstatningsansvarlige for de udbudte ydelsers pålydende værdi.

 

Personoplysninger

Personfølsomme data omhandlende selve konsultationen vil kun kunne tilgås af en autoriseret læge, og vil dermed forblive fuldt fortrolige mellem patient og læge. Når du klikker rundt på hjemmesiden, indsamles statistiske data. Disse data er helt anonyme, hvilket betyder, at de ikke indeholder oplysninger, der kan identificere dig, selv om du måtte være logget ind. Følsomme data, der sendes via nettet, er sikret ved brug af kryptering. De servere, der opbevarer data om vores brugere, er placeret sikkert bag en firewall. Vores indsamling og brug af persondata er beskrevet i detaljer i vores privatlivspolitik.

 

Tekniske krav til kundens computerudstyr

Vi benytter ZOOM til videokonsultation. Vi forsøger at optimere teknikken på websitet, således at det fungerer i nyeste version af alle de mest udbredte browsere (Firefox, Chrome, Edge, Safari) og operativsystemer (Windows, Mac OS, Linux).

 

Klager og reklamationer

Hvis du ønsker at reklamere, kan du henvende dig til: Patientenicentrum.dk Rønnebærvej 46, 2840 Holte CVR: 32226361, mail: info@patientenicentrum.dk

​

Opdateret d. 30. november 2023 - Version 1.0

bottom of page